Læserbrev bragt i Jydske Vestkysten søndag den 8. maj 2022.
Mandag vedtog Esbjerg Byråd at bruge 2,8 mio. kr. på at etablere 89 boliger til flygtninge. Det er godt og vigtigt, at vi tager os godt af mennesker der flygter fra krig og katastrofer.
Samtidig står 75 gode og billige familieboliger tomme her hvor jeg bor. Dem vil man også bruge millioner af kroner på. På at rive dem ned!
Er der ikke en fornuftig voksen der kan forklare mig logikken i det her?
Jeg kan forstå at nogle politikere mener, at det var de forkerte mennesker der boede i bygningerne på Stengårdsvej. Derfor har man smidt folk ud af deres hjem, selvom de intet forkert har gjort. Nu står bygningerne så tomme, og klar til nedrivning, selvom de intet fejler.
Økonomisk og klimamæssigt virker det ærligt talt noget tåbeligt at man samtidig bruger 2,8 mio. kr. på at renovere gamle plejehjem for at skaffe boliger.
Kan de lokale politikere fra Venstre, Konservative, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Socialistisk Folkeparti ikke droppe deres såkaldte ”ghettolov” og indføre noget fornuft i stedet?