NEJ, dine og mine sundhedsdata beskyttes ikke bedre ved at lade forsvaret få adgang til dem!
I ly af alle diskussionerne om sundhedsreformen og et mere decentralt sundhedsvæsen, er regeringens strategier for at styrke informations- og cybersikkerheden blevet præsenteret.
En uhyggelig læsning, hvor udemokratisk tvangsovervågning, centralisering og manglende finansiering er hovedpointerne.
I regionen har vi behandlet strategien for sundhedssektoren, hvor der er en række nye initiativer, men de fleste desværre uden anvisning af hvor pengene skal komme fra. Men det er slet ikke det værste, når man læser det tilhørende lovforslag.
Den offentlige sektor, herunder sygehusene, skal have installeret overvågningssensorer, som skal have adgang til alle IT-systemer med vores personfølsomme data. Center for CyberSikkerhed står for denne overvågning. Også det private erhvervsliv kan tvangsunderlægges denne overvågning.
Det er i sig selv slemt nok. Men når nu Center for CyberSikkerhed hører under Forsvarets Efterretningstjeneste, bliver det endnu værre. Forsvarets efterretningstjeneste er nemlig ikke under normale demokratiske kontroller eller forvaltningsregler.
Der kan således ske udlevering af vores personfølsomme data til andre udenlandske efterretningstjenester. Edward Snowden har tidligere afsløret at landes efterretningstjenester handler med sådanne data. Så vores personlige sundhedsdata bliver ikke ligefrem beskyttet af regeringens nye strategier – tværtimod!
https://www.dr.dk/nyheder/politik/dine-sundhedsdata-skal-beskyttes-bedre-mod-hackerangreb