Kovendinger om tolkegebyret i regionsrådssalen

De tossede gebyrer for tolkning hos lægen og på sygehuset var til debat på mandagens regionsrådsmøde. Fra 1. juli skal patienter selv betale for tolk, hvis lægen vurderer at de ikke kan godt nok dansk, og de har boet i Danmark i minimum 3 år.

I Enhedslisten finder vi det dybt problematisk at indføre brugerbetaling på lægebesøg og behandling på sygehuset. For det er hvad de nye tolkegebyrer er.

Loven er tosset, og det var de fleste partier enige om. Gebyrerne koster regionen ekstra i administration (millioner af kroner mere end man får ind i gebyrer), den går ud over vores personale og den går ikke mindst ud over dem, som nu skal betale for behandling i sundhedsvæsenet. Slut med fri og lige adgang til sundhedsvæsenet.

Ingen af tilhængerne af gebyret har lagt skjul på hvorfor det skulle indføres – personer med indvandrerbaggrund skal straffes. Man vil simpelthen føre stram integrationspolitik gennem sundhedssystemet. Er du for syg til at lære dansk, må du ikke blive syg, er “logikken” åbenbart.

Det spegede i Region Syddanmark er, at både Socialdemokraterne og Venstre stemte Regionsrådet i februar for det en voldsom kritik af lovforslaget (se https://rsyd.dk/dwn665107). Mens selvsamme partier stemte lovforslaget igennem i Folketinget!

Diskussionen gik så på, om vi som Regionsråd skulle sørge for at opstille nogle dispensationsregler, så f.eks. demente, psykiatriske patienter, PTSD-patienter eller socialt udsatte pr. definition ikke skal betale gebyret. Det giver god mening at politikerne tager ansvaret på sig, og ikke lader det være op til den enkelte læge alene hvem der skal betale og hvem der skal slippe.

Kun Enhedslisten og SF var for dispensationsreglerne, mens De Radikale undlod at stemme.