Den meget omtalte “januar-pakke” blev behandlet på mandagens regionsrådsmøde.
Forslaget går ud på, at bruge 70 mio. kr. på lønbonus til bestemte medarbejdere, og hvem der skal have glæde af pengene, besluttes centralt af regionsrådet.
Det er en noget alternativ tilgang til lokal løndannelse.
Enhedslisten stillede sammen med SF allerede i forretningsudvalget ændringsforslag om, at de detaljerede kriterier for hvem der skulle tilgodeset blev fjernet, og at de lokale forhandlere og faglige organisationer skulle inddrages.
Det blev dengang afvist, men efter stribevis af henvendelser fra medarbejdere og faglige organisationer, havde vi da et håb om at regionsrådet ville lytte til medarbejderne.
For hvis man virkelig bekymrer sig om fastholdelse og rekruttering af medarbejdere, hvorfor lytter man så ikke til de selv samme medarbejdere? Hvorfor den store centrale styring?
Det blev vi ikke klogere på. Vores ændringsforslag blev også nedstemt i Regionsrådet, og tilbage står nu en stor gruppe utilfredse medarbejdere, splittelse mellem faggrupper og potentielt dårligt arbejdsmiljø.
Det var vist ikke det der var meningen?
I Enhedslisten er vi glade for, at der endelig er fokus på vores medarbejderes arbejdsforhold, og støtter også at der bruges 70 mio. kr. årligt på det, men at udmønte pengene på denne måde, kan vi ikke støtte.