Åbenhed og gennemsigtighed burde være en selvfølge.
De seneste uger har debatten kørt om økonomisk støtte til politiske partier. Europarådet og Transparency International har tidligere kritiseret Danmark for manglende regler og åbenhed omkring partistøtte. Alligevel fortsætter den skjulte støtte, anonyme donationer, politiske erhvervsklubber osv. osv. I andre lande ville man ikke tøve med at kalde det korruption, men i Danmark holder politikerne sig til at man “overholder lovens bogstav” – en lov som de selv har lavet.
I Enhedslisten accepterer vi ikke skjulte pengebeløb, og vi offentliggører alle bidrag over 5.000 kr. i vores regnskaber med både bidragsyder og beløb. Og man skal ikke kunne gemme sig bag erhvervsklubber, opdeling af beløbene eller andre krumspring. Det synes vi er mest demokratisk, og noget som alle andre partier burde følge.
Det er da helt i orden at støtte politikere eller politiske partier økonomisk. Men i et demokrati bør det naturligvis være åbent hvem der støtte hvem, og med hvor meget. Politikerlede har vi masser af, og sådanne interessekonflikter hjælper ikke ligefrem på det.