Så sluttede en regnfuld mandag med et regionsrådsmøde i Vejle.
Ventetiden på at få høreapparater stiger og stiger, og er nu over to år flere steder. I 2015 besluttede regionsrådet at spare 10 mio. kr. på området, og det ser man nu konsekvensen af. Enhedslisten var imod besparelserne dengang, og på mødet i dag blev der så afsat mere end 10 mio. kr. årlige til at afhjælpe problemet. Det er sikkert ikke nok, så det har vist sig at være nogle dyre besparelser.
Alle undtagen Enhedslisten besluttede at forny kontrakten med det private ambulancefirma Response i Trekantsområdet. Vi ville hellere have det offentlige Ambulance Syd, som gør det rigtig godt, men det stod vi desværre helt alene med.
Vi besluttede også at konvertere nogle af de sygeplejeske-bemandede transporter til egentlige ambulancer, der kan meget mere. En forbedring af ambulance-dækningen, og noget som Enhedslisten hele tiden har bakket op omkring.
Vi fik den glædelige nyhed, at bestyrelsen i Sydtrafik har besluttet at der skal være ordnede arbejdsforhold for chaufførerne! Bedre sendt end aldrig, og et skridt i den rigtige retning. Der var igen tale om at slå de to trafikselskaber, Fynbus og Sydtrafik, sammen til et selskab – noget vi godt kan bakke op om i Enhedslisten hvis det bliver med ordnede forhold og de (måske) sparede penge kommer passagerne til gode. Den offentlige trafik i vores region kunne bestemt godt trænge til en forbedring!
Endeligt besluttede vi hvem der skal stå for det nye system til elektroniske patientjournaler. Valget faldt på Systematic, som også står for systemet i Region Midtjylland. Vigtigt at vi får et velafprøvet system der passer til de danske forhold, så vi ikke ender med en ny Sundhedsplatform-skandale. Enhedslisten stemte for, da vi med den tåbelige udbudslov ikke rigtig havde andet valg.
I morgen er der også en vigtig dag – RIGTIG GOD 1. MAJ TIL ALLE!