Konsekvenserne af de mange krige som Danmark har deltaget i, er nu kommet til Danmark. Det virker som om det oprigtigt kommer bag på det politiske system, at folk flygter, når de får bomber i hovedet. Men nu har vi smidt bomberne, og så bør vi naturligvis også hjælpe de mange der flygter fra ruinerne.
Borgmester i Esbjerg, Johnny Søtrup (V), har til dagspressen beklaget sig over, at kommunens flygtningeudgifter bliver nogle få millioner kr. højere, på grund af de mange flygtninge. Det er naturligvis slemt for kommunerne, der i forvejen er hårdt pressede af diverse Christiansborgbeslutninger, og i øvrigt ikke selv må bestemme noget som helst omkring økonomien. Johnny Søtrup vil gerne have en bedre udligning mellem kommunerne, altså at der er nogen andre kommuner der skal betale for Esbjergs udgifter.
Løsningen er naturligvis en helt anden og meget mere ligetil. Regeringens omprioriteringsbidrag tager milliarder af kroner fra kommunerne, for måske at give småpenge tilbage til kommunerne, men for det meste give skattelettelser til dem der i forvejen har mest. Det ville da være mere oplagt at Søtrup og hans egen V-regering droppede dette tyveri fra kommunerne. Så kunne vi tage godt imod mange flere flygtninge ude i kommunerne.